Jeg synes 95% af tiden at det er skønt at være mor og jeg har de skønneste, frækkeste, mest kærlige, sjove og smukke børn.
95% af tiden er det bare lykken!
De sidste 5% hvor jeg ikke synes det er lykken bliver fordelt over frustrationer når ens børn har det hårdt, når de starter diskussioner, ikke hører efter, ikke sover igennem om natten endnu, ikke gider spise den mad man laver, når de er kræsne, når de tisser i sengen kl 04 om natten og man derfor er smadret stort set hele dagen efter fordi man nåede at blive rigtig vågen der ml kl 04 - 04.30 og når de er syge.
Jeg synes det er super hårdt når ens børn har det hårdt. Det kan være på mange måder, men det jeg specifikt tænker på her, er de udfordringer min store dreng har i skolen. Det synes jeg gør ondt i hjertet.
Han trives ikke. Eller jo han synes han har nogle gode venner, men rent fagligt så har han udfordringer stort set dagligt. Hvis så bare det var fordi han var mindre klog (hvilket ikke er tilfældet), for så kunne man få ekstra undervisning, eller lade ham evt gå et år om eller andet.
Det er også svært lige at sige præcis hvad han ikke trives med, for jeg kan ikke sætte ord på det, og han kan slet ikke selv (han er lige fyldt 9 år og selvom at han bliver bedre og bedre til at få udtrykt sig om ting han bliver ked ad det over eller frustreret, så er der stadig lang vej før end han selv kan fortælle prævis hvad det er som tricker ham eller hvad det præcis er som gør ham ked ad det).
Jeg drømmer om, at han synes skolen er et fedt sted. Om at den dag en dag kommer.
Måske gør den - måske gør den ikke.
Lige nu er hans nuværende skole igang med at lave "justeringer" som vi prøver af om han trives bedre med. Om de kan være med til at han får en bedre skoledag.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg nogle gange ville ønske der var en facit liste for hvad der skulle til for at lykkes med dette, men det er vist ikke sådan verden hænger sammen. Man må forsøge sig så godt man kan og så håbe på det bedste. En af de ting som er SKIDE svært som mor. For der er INGEN facit liste over hvad som gør sig gældende for at lige præcis dit barn kommer til at lykkes, eller at dit barn vokser op og bliver lykkelig eller om det er dit barn som ender med at blive moppet i skolen osv osv.
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg overvejer om det at skifte skole ville være løsningen, men når jeg ikke ved om det gør tingene bedre eller værre, så har jeg svært ved at træffe det valg pt. Igen så er det skide svært at vide, om det ville være en bedre ide at skifte eller om det er bedst at blive hvor han er og lige prøve de tiltag af de tilbyder og har planlagt.
Jeg hører bare fra mange andre mødre, at de har haft gode erfaringer med at skifte skole når deres barn ikke har trives i den pågældende skole, hvilket jeg lytter til og tager med i min rygsæk hvor alle mine bekrymringer ligger i.
Han starter i 3 kl her efter sommerferien, og jeg synes at der har været problemer blot efter de første 3 uger af hans skole tid. Det vil med andre ord sige, at han har ikke 120% trives i 3 år allerede.
Som mor tænker man lidt "jamen er det så ikke lidt at pine drengen og udsætte ham for evt unødigt nederlag ved at lade ham blive?".
Samtidig har jeg ikke lyst til at skifte skole, for så at ende måske endnu dårligere stillet eller i nøjagtig samme situation, men det ved jeg jo ikke på forhånd og så bekymre jeg alligevel over det.
Jeg tænker lidt at jeg giver den nuværende skole 1 år mere og hvis det ikke kan ændres til det bedre (han har super gode perioder, men så er der bare stadig rigtig mange lang dårlige perioder og lægger man dem sammen så er der flest af de dårlige... suk), ja så må et skole skift altså prøves. På daværende tidspunkt (om et pr fra nu), vil jeg sige at den nuværende skole har haft mere end rigelig tid til at forsøge at få det til at fungere.
Nogle tænker måske, at det lyder som om jeg kun bebrejder skolen og at jeg får det til at lyde som om det kun er dem som kan få dette til at lykkes. Overhovedet ikke!!
Vi gør mange ting herhjemme for at få det til at lykkes, men hverken skolen eller os som familie kan gøre det alene og kun i fællesskab kan vi lykkes. Det er også derfor at jeg tænker at 1 år mere er max for om en ny skole skal på tale og om de bedre kan løfte opgaven i samarbejde med os.
95% af tiden er det bare lykken!
De sidste 5% hvor jeg ikke synes det er lykken bliver fordelt over frustrationer når ens børn har det hårdt, når de starter diskussioner, ikke hører efter, ikke sover igennem om natten endnu, ikke gider spise den mad man laver, når de er kræsne, når de tisser i sengen kl 04 om natten og man derfor er smadret stort set hele dagen efter fordi man nåede at blive rigtig vågen der ml kl 04 - 04.30 og når de er syge.
Jeg synes det er super hårdt når ens børn har det hårdt. Det kan være på mange måder, men det jeg specifikt tænker på her, er de udfordringer min store dreng har i skolen. Det synes jeg gør ondt i hjertet.
Han trives ikke. Eller jo han synes han har nogle gode venner, men rent fagligt så har han udfordringer stort set dagligt. Hvis så bare det var fordi han var mindre klog (hvilket ikke er tilfældet), for så kunne man få ekstra undervisning, eller lade ham evt gå et år om eller andet.
Det er også svært lige at sige præcis hvad han ikke trives med, for jeg kan ikke sætte ord på det, og han kan slet ikke selv (han er lige fyldt 9 år og selvom at han bliver bedre og bedre til at få udtrykt sig om ting han bliver ked ad det over eller frustreret, så er der stadig lang vej før end han selv kan fortælle prævis hvad det er som tricker ham eller hvad det præcis er som gør ham ked ad det).
Jeg drømmer om, at han synes skolen er et fedt sted. Om at den dag en dag kommer.
Måske gør den - måske gør den ikke.
Lige nu er hans nuværende skole igang med at lave "justeringer" som vi prøver af om han trives bedre med. Om de kan være med til at han får en bedre skoledag.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg nogle gange ville ønske der var en facit liste for hvad der skulle til for at lykkes med dette, men det er vist ikke sådan verden hænger sammen. Man må forsøge sig så godt man kan og så håbe på det bedste. En af de ting som er SKIDE svært som mor. For der er INGEN facit liste over hvad som gør sig gældende for at lige præcis dit barn kommer til at lykkes, eller at dit barn vokser op og bliver lykkelig eller om det er dit barn som ender med at blive moppet i skolen osv osv.
Billedet er lånt fra pinterest.com
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg overvejer om det at skifte skole ville være løsningen, men når jeg ikke ved om det gør tingene bedre eller værre, så har jeg svært ved at træffe det valg pt. Igen så er det skide svært at vide, om det ville være en bedre ide at skifte eller om det er bedst at blive hvor han er og lige prøve de tiltag af de tilbyder og har planlagt.
Jeg hører bare fra mange andre mødre, at de har haft gode erfaringer med at skifte skole når deres barn ikke har trives i den pågældende skole, hvilket jeg lytter til og tager med i min rygsæk hvor alle mine bekrymringer ligger i.
Han starter i 3 kl her efter sommerferien, og jeg synes at der har været problemer blot efter de første 3 uger af hans skole tid. Det vil med andre ord sige, at han har ikke 120% trives i 3 år allerede.
Som mor tænker man lidt "jamen er det så ikke lidt at pine drengen og udsætte ham for evt unødigt nederlag ved at lade ham blive?".
Samtidig har jeg ikke lyst til at skifte skole, for så at ende måske endnu dårligere stillet eller i nøjagtig samme situation, men det ved jeg jo ikke på forhånd og så bekymre jeg alligevel over det.
Jeg tænker lidt at jeg giver den nuværende skole 1 år mere og hvis det ikke kan ændres til det bedre (han har super gode perioder, men så er der bare stadig rigtig mange lang dårlige perioder og lægger man dem sammen så er der flest af de dårlige... suk), ja så må et skole skift altså prøves. På daværende tidspunkt (om et pr fra nu), vil jeg sige at den nuværende skole har haft mere end rigelig tid til at forsøge at få det til at fungere.
Nogle tænker måske, at det lyder som om jeg kun bebrejder skolen og at jeg får det til at lyde som om det kun er dem som kan få dette til at lykkes. Overhovedet ikke!!
Vi gør mange ting herhjemme for at få det til at lykkes, men hverken skolen eller os som familie kan gøre det alene og kun i fællesskab kan vi lykkes. Det er også derfor at jeg tænker at 1 år mere er max for om en ny skole skal på tale og om de bedre kan løfte opgaven i samarbejde med os.
