Største delen af 2020 har jo betydet hjemmearbejde, og selvom jeg til tider nyder det super meget, så har det godt nok også gjort en forskel for hvordan man kan føle sig.
Jeg indrømmer, at jeg til tider virkelig kan føle mig alene, og jeg er sikker på at jeg ikke er ene om denne følelse. Jeg er endda så heldig, at bo sammen med min lille familie, så helt alene er jeg jo aldrig.
Der hvor jeg kan have følelsen af at være helt alene er mere arbejdsmæssigt. Jeg føler slet ikke at vi længere har skyggen af sammenhold i teamet. Ikke at jeg var så meget in i det før, men nu føler jeg mig virkelig udenfor og samtidig med jeg accpetere det som det er, så gør det da mig trist. Når jeg siger acceptere det, så er det fordi at jeg godt vidste at jeg ikke var særlig meget en del af teamet før, men når man så heller ikke længere er i samme rum, tja så kan man mærke det virkelig tydeligt.
Nu spørger jeg heller ikke dem, så måske kan jeg ikke helt kan tillade mig at kommentere på det (?), men der er ingen fra mit team som spørger om hvordan det går. Både med mig eller med min familie. Jeg kunne godt spørge dem, men jeg ved af erfaring, at det gør ikke at de spørger retur og jeg må indrømme, at jeg så ikke får lyst til at være den som spørger.
Måske kender du til det? Det med at give lidt for meget af dig selv på nogle områder. Det med at være den der opretholder tingene, og hvis du ikke gjorde så dødede det ud.
De veninder har jeg haft en del af. Jeg når som regel bare et punkt, hvor jeg ikke orker at bruge alle de kræfter på at holde venskabet ved lige, og "sjovt nok" så ender de med at dø ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke om de overhovedet gad mig i forvejen?
Er jeg bare en kælling? Snakker jeg for meget om mig selv? Virker jeg egoistisk, eller hvad er det mon som gør at det dør ud?
Ville jeg høre sandheden hvis det var? Nogle gange tænker jeg nej, fordi jeg ved at den ville gøre mig super super trist. Andre gange tænker jeg ja, for den ville måske kunne hjælpe mig til at ændre på de ting som irritere andre.
Jeg synes jo absolut ikke selv jeg er en forfærdelig person, men man kan da desværre få indtrykket at andre må synes det.
Nå men tilbage til det med at arbejde hjemme. Det at kunne tage ind på et kontor og snakke og socialisere sig lidt med andre mennesker, det betyder bare rigtig meget for mig. Det gør at jeg føler mig en smule mindre alene.
Sikken et trist oplæg hva? 😟 Det var ikke meningen, men nogle gange fylder selv det triste bare en del hos mig. Jeg formår ofte at få det skudt på afstand igen, fordi det er jo ikke en følelse som jeg får det godt af. Det er heller ikke rigtig en følelse jeg kan gøre så meget ved, og det gør heller ikke noget godt for mig. Jeg kan forsøge at ændre på nogle ting. Spørgsmålet er nok hvad man kan.
Jeg tænker ihvertfal jeg lige starter med nedenstående citat - Exhale the bullshit !!
