Sidste indlæg handlede om at "være god ved sig selv" og ikke snakke grimt om sig selv.
Lidt i forlængelse af det kan jeg så tilføje, at jeg virkelig har dage hvor jeg er "ramt af hormoner".. Eller skulle jeg bare lade være med at give hormonerne skylden?
Sikkert. Jeg kan ærligt ikke helt finde rundt på om det er realle tanker jeg har, eller om de er påvirket af "min situation" pt.
Der er jo ingen tvivl om at jo tættere på vi kommer på fødslen, jo mere naturligt er det at tro man kan/vil fejle som forældre.
Jeg har haft et par dage her hvor jeg ikke lige selv synes jeg var helt så "lækker" at se på. Nu kan du måske sagtens tænke, at man da vel ikke skal være lækker som top gravid. Næ.. det skal man vel ikke, men man har vel stadig ret til at føle sig lækker og attraktiv ikke :)
Jeg har en skøn kæreste som jeg virkelig elsker - ingen tvivl om det og han hjælper da også på mit humør omkring min egen opfattelse af mig selv pt, men da en af mine barndoms veninder kommenterede på et billede på facebook synes jeg godt nok det ramte hårdt.
Jeg kan godt lide at tage mad billeder og dele dem. Ligesom med alt andet (blog, instagram, facebook) må man kunne acceptere at der nogle gange kommer kommentarer som man måske ikke synes er lige sjove og helt ok.
Dog var jeg bare lidt følsom da jeg læste den... for ihvertfald gjorde den mig trist.
For at du kan følge med i hvad dette handler om kommer det kort her :
Jeg lagde et billede op af min morgenmad inkl frugt, frisk presset juice og kaffe. En veninde skrev, at hun gerne snart ville se billeder af "min fine mave" (som hun kalder den). Jeg svarede at jeg synes den var kæmpe og at jeg ikke lige var helt overbevist om at jeg havde lyst til at lægge den ud der. Plus at en kollega havde kommenteret "man kan slet ikke lade være med at kigge på din kæmpe mave".
Den kommentar som så lige gik ind og ramte lidt følsomt, var fra en anden veninde som skrev, at det jo da var klart at jeg var stor med al den mad og frugt juice jeg hældte i mig. Noget med at hvis der ikke var 2 babyer derinde så kom den ene der var da, ihvertfald ud som en kæmpe baby. Hun omtalte den endda som Hulk.
Når jeg får sådanne kommentarer går der lige et par dage hvor jeg lukker mig lidt inde i mig selv. Jeg kan bedre forholde mig til hvis det er fremmede der siger det (selvom det er lige så hårdt næsten), men når det er fra veninder, så synes jeg de rammer ekstra hårdt.
Jeg har taget 17 kg på og selvom det sidder flot på maven (det meste af det), så er det da et kg tal som jeg ikke synes er helt mega optimalt.
Oveni hatten, har jeg de sidste par uger været lidt ramt af nervøsitet (eller det er det bedste ord jeg lige kan sætte på den følelse), for hvordan timerne & dagene efter fødslen kommer til at gå.
Det er lidt skægt - mange er nervøse over selv fødslen, smerterne og alt det. Det er jeg ikke. Jeg er mere nervøs for om jeg ikke kommer til at være fyldt til briste punktet af kærlighed til den lille ny, eller om jeg er for fyldt med kærlighed.
Det giver garanteret ingen mening for dig, men set i bakspejlet så var jeg vist lidt ramt af en fødsels depression dengang jeg fik min søn. Den kom ikke lige samtidig med jeg fødte, men kort tid derefter. Jeg var så overvældet af at føde før tid og uden at jeg var mentalt klar, så selve den oplevelse var ikke særlig rar for mig. Dertil kom at jeg ikke følte jeg fik det her specielle bånd med ham eftersom han var så lille og vi var indlagt i 2 uger.
Denne gang er jo på ingen måde det samme, men jeg kan alligevel godt have alverdens tanker om hvordan det mon bliver. For jeg føler mig skyldig overfor min søn hvis jeg er for meget fyldt med lykke over den lille nye, samtidig føler jeg mig skyldig overfor den nye hvis samme manglende kærlighed opstår.
Undskyld jeg måske ikke giver mening. Jeg har bare hovedet fyldt med tanker og jeg ved jo godt at jeg elsker min søn overalt i verdenen (for det gør jeg og han kommer før end noget andet!), samt at fordi jeg ikke lige havde den kærligheds følelse som alle snakker om de første par uger af hans liv (den er jo der og var der fra starten selvom jeg måske ikke lige følte det dengang), gør mig jo ikke til en dårlig mor eller ham til et barn som ikke har oplevet kærlighed.
I know... men ligesom med så meget andet, så kan man få dumme tanker når man går nye ting i møde. Nye oplevelser hvor man ikke helt har styr på hvad der venter en på den anden side.
Jeg er bare nervøs, og det er faktisk helt naturligt og helt ok at være nervøs. Vores liv bliver meget anderledes om ikke sålænge og det kræver tid, kræfter, energi og kærlighed at finde os tilrette i den nye tilværelse. Dog er jeg overbevist om at vi nok skal klare det... jeg skal bare lige have styr på de her hormon nerver inden .. he he.. så skal det hele nok flaske sig. Bare vent og se :-)
Jeg beklager hvis dette indlæg virkede rodet for dig som læser, men jeg havde lige brug for at få mine tanker ned på skrift. Det gør det hele så meget bedre at få det formuleret ud, fortalt, sagt højt og du er velkommen til at komme med en kommentar hvis du har noget på hjerte omkring dette.
Jeg er den slags person som kommer bedst igennem kriser og deslige ved at fortælle om dem - sige dem højt. Hvis jeg bare går og holder dem inde bliver de til kæmpe monstre i mit hovede som fylder ALT for meget...
