I princippet ved jeg, at jeg ik kan bruge de tanker den dag til særlig meget produktivt for det var lige inden min menstruation og når jeg skal have den/eller har den, så er det som om min hjerne siger "destroy! hak dig selv i stykker... du er mega tyk, hvorfor har du ik klaret det og det?" osv.
De der selvdestruktive tanker er jeg nogle gange mester i. For helvede da - hvornår lærer jeg at stoppe med dem? Jeg har skrevet om det før - og jeg er jo nok ik helt færdig med at skrive om det, men gid jeg snart stoppede med at være så fandens selv kritisk og startede med at elske min krop noget mere.
Men .. men... jeg bliver nok aldrig rigtig tilfreds. Jeg tvivler stærkt på det. I en alder af 35 år er jeg endnu ikke 100% tilfreds, så mon der kommer til at ske meget på den front indenfor de næste par år? Man kan jo altid drømme om det.
Det hele starter jo med mig selv. Der er ingen andre som kan få mig til at elske min krop mere end jeg selv kan. Jo det hjælper da hvis kæresten også elsker ens krop, men i den sidste ende betyder det jo intet hvis du ik selv gør.
Jeg er endelig kommet lidt længere i min fys træning og vi er så småt begyndt at små hoppe på benet. Dvs jeg hopper endnu ikke rent, men vi øver i vægt overførsel gradvist og pt handler det stadig også om at hjernen skal kunne følge med i udviklingen.
Der har ikke været problemer med at cykle og heller ik med at svømme, så pt kan jeg da lidt cardio relateret øvelser. Jeg fik testet om det gjorde ondt på nogen måde at tage en cross trainer og det gjorde heller ik ondt.
Denne uge bliver første uge hvor jeg kommer ned på arbejdet og kommer rigtig igang med styrketræningen igen. Føj hvor jeg glæder mig. Derudover skal jeg have faste træningsdage og det er pt lidt at en kamp at få lagt det ind i vores dagligdag med børn, hjem og arbejde. Det skal dog lykkes. Det kan fungere for så mange andre så hvorfor skulle det ikke kunne for os. Jeg VIL til at komme i lidt bedre form.
Heldigvis kan jeg trods alt mærke, at jeg er i begyndende bedre form end for 2 måneder siden. Da var det temmelig hårdt at sætte sig op på motions cyklen og komme igang med opvarmningen. Det er det slet ikke på samme måde mere. Jo der er dage hvor jeg har sovet skidt pga lillebror's 117 opvågninger og trætheden er ved at overmande en, men så er det bare om at have lidt mindre belastning på lige den dag så man ik overanstrenger noget.
Det er heller ingen hemmelighed at det er fedt at komme afsted 2 gange om ugen og lave øvelser med min fys træner. Jeg synes ikke det går helt så godt med bevægligheden i anklen. Det går fremad ja, men ik sååååå meget som jeg gerne så det gøre. Selve benet er kommet langt og jeg kan nu snart stå "længe" på et ben. Da vi startede kunne jeg slet ik stå hverken mht min balance eller pga smerter i benet, så det er rart at se at der sker lidt.
Jeg synes bare at det er vildt at det har taget så lang tid. Både om at vokse sammen men nu også mht genoptræningen. Jeg vidste det ville tage lang tid, men jeg havde nok et eller andet sted naivt troet at det kunne gøres hurtigere. Det er stadig svært nogle gange at indse at man ikke kan alt endnu selvom det går fremad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar