Uge 36 er gået. Fløjet afsted.. Maven vokser ufortrødent og stort set alle steder jeg kommer får jeg kommentarene : " skal du snart føde?", "hvornår springer du?", "det er da ved at være lige op over hva?".
Tja.. man kan vel ikke bebrejde dem at spørge eftersom mavsen godt nok har udvidet sit cm mål. Jeg er oppe på omkring 110 cm omkring navlen. OMG..
Lige naivt tænker jeg hver gang "nu kan den da ikke blive meget større".. ha ha ha..
Baby bør veje omkring 2,700 gram i slutningen af ugen og ca 46 cm lang. Jo tak - vægten stiger også hele tiden og ja som sagt også omkredsen af mit korpus.
Jeg er pt oppe på at veje 16 kg mere end inden graviditet så der er da lidt kg at tage af... Hvordan har jeg det med det? Ærligt - ikke super fantastisk. Det ville nok være sundere for mit mentale jeg hvis jeg bare var fløjtende ligeglad med hvad vægten siger, men sådan er jeg bare ikke indstillet. Jeg forsøger dog at acceptere det for føler ikke jeg pt har en dyt at skulle have sagt. he he..
Er jeg nervøs for at jeg ik kommer til at tabe det igen? nej.
Jeg ved dog at det kommer til at tage tid og arbejde. Mange er så heldige indrettet, at de taber sig bare ved at amme. Jeg ved fra tidligere at jeg ik er en af de personer.
Mit kommer til at skulle trænes væk, men omvendt elsker jeg jo at være aktiv, træne og se forbedringer på kroppen og på hvad man kan, så jeg glæder mig til at kunne komme igang.
Prøv lige at se en kæmpe mave jeg har fået mig nu.. Fåååååårk hva ? :-)
Men den gemmer på et lille mirakel!
Jeg har ik tidligere tænkt mere over om hvor aktiv en person jeg var. Det er blevet bekræftet her de sidste par måneder. Jo hvis jeg er nød til det kan jeg godt lade være med at lave noget, men jeg har det bare bedst mentalt hvis jeg har rørt mig.
Ikke pga de endorfiner man får ud af det (eller det kan være pga det, men jeg jagter dem ik bevist ihvertfald), eller at man får en flottere krop - nok mere bare det at man ikke kan tænke mega negative sorte tanker mens man rører sig. Det er simpelthen ikke muligt!
Ikke for mig - jo jeg kan da til en spiningstime hvor blodsmagen står i munden, godt tænke fuck hvor er det her bare lort og hvor gider jeg det bare ikke. (eller noget andet i den duer fordi man er presset til max). Bagefter timen er tankerne dog ikke de samme. Næææ der er kroppen taknemlig for at have været kørt igennem.
Jo jeg ved godt at endorfiner er med til at gøre os glade, hvilket jo også giver sig selv at man så dermed ikke tænker negative tanker, kontra hvis du ligger som en sofa kartofel med hånden nede i slik skålen.
Jeg kan bare godt lide at være aktiv. Der må gerne ske noget. Jeg nyder livet som det er og går ikke rundt og jagter en umenneskelig lykkefølelse, men jeg kan godt lide at have momenter i livet hvor lykkelige stunder blandt andet er skabt udfra oplevelser og det at være i bevægelse.
Vi er alle forskellige.
Jeg kan godt lidt at se at jeg blive bedre til at tage flere kg i en trænings situation. Jeg elsker at have oplevelser med min familie hvor jeg til tider kan mærke i maven at "det her gør mig lykkelig".
Et måske fjollet ex er når vi alle 3 ligger og krammer / putter i sengen om morgenen (oftest på weekender hvor man ikke har en deadline for hvornår man skal være ude af døren) - der kan jeg tænke "fuck hvor er jeg lykkelig lige nu. Jeg har de personer omkring mig som jeg elsker og som gør mig glad".
Den anden side af medaljen er at samme personer kan drive mig til vanvid!! ha ha ha.. så nej det er skam ikke rosenrødt det hele.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar