At mærke efter....

Får du mærket efter om de ting du gør giver mening for dig?

Får du mærket efter om de ting folk siger til dig eller om dig, styrker dig, gør dig ked af det eller om du vælger ik at bruge din energi på det?

Får du mærket efter om du giver mere end du tager?

Får du mærket efter om du har folk omkring dig som fylder dig op fremfor at tømme dig?

Får du mærket efter om du er lykkelig?

Får du mærket efter hvad der gør dig lykkelig?

Spørgsmål som man vist fra tid til anden bør stille sig selv. Personligt får jeg ikke gjort det, ihvertfald ikke særlig ofte. Jeg er i det hele taget piv dårlig til at mærke efter. Indrømmet 🙈 og jeg synes det er pisse svært, og måske er du som mig og ikke er fan af de ting som er super svære eller måske ikke altid føles så rare.

Jeg er dog blevet enormt meget bedre, til at vælge hvilke ting og mennesker jeg vil bruge min energi på.

Eksempelvis de mennesker som ik vil mig det godt, eller som jeg (ihverfal selv) føler ikke helt vil mig det bedste - dem lader jeg simpelthen være at bruge min energi på.

Dvs er jeg i samme rum med dem, så opsøger jeg dem ikke (hvis man kan undgå det), samt at de ord som måske ville såre mig før, dem vælger jeg nu at analysere anderledes på, for de ord som de siger ... siger mere om dem selv end mig.

Med andre ord - lad være med at lade dem slukke dit lys. De er ikke det værd!

Flyt dig, flyt dit fokus.

Jeg kunne blive bedre til at give tænker jeg, men hvordan finder man ud af om man giver for lidt?

Det er nok nemmere at opleve at man giver mere end man får igen.

For der føler man sig hurtig trist, drænet og udsultet (mentalt... bevares 😜) når man føler man igen og igen har været den som redder de andre, den som altid kommer til dem, den som altid er den “overskuds agtige” (uden måske rigtig at være det), eller den som altid lægger hus til og laver maden uden hjælp.

Det kunne være nogle bud. Måske har du andre hvor du tænker “jep - jeg føler jeg giver og giver af ......, men jeg oplever stort set aldrig at få noget igen. Jeg er snart blevet så vant til det”.

Til det kan jeg kun sige, hvor er det trist og lad os se om det ikke kan laves lidt om.

Ofte handler det om at vi ikke altid får fortalt de andre, at vi ikke lige har overskuddet. Eller at vi måske bare lige denne gang gerne vil være den som kommer på besøg hvor maden står klar.

Eller at det lige denne gang ikke skulle være en selv som stod for al planlægningen alene.

Men vi glemmer desværre lidt ofte at få sagt fra. Vi glemmer at få sagt “hey hvad med mig?”

Altså på den pæne måde...🙄😜

Ret så ofte så får vi ikke nævnt dette og vupti inden vi har set os, så er det blevet sådan at folk forventer det. Lidt i stil med “jamen det plejer du jo at gøre”, eller den med “men det forventede jeg du gjorde”.

Har vi ik fået sagt fra undervejs, fordi vi ikke fik mærket efter, så kan vi heller ikke helt klantre de andre for gøre som de har gjort. 

Lad starte med at få vendt dette. Jeg tror på vi kan!