tirsdag den 29. september 2020

Opdatering på HelloFresh

 Nu har vi kørt med leveringer fra HelloFresh i 3 uger, og jeg kan bedre komme med kommentarer på hvad jeg synes om det.

Altså jeg startede med at sige ok til, at få det leveret mellem 17-21.00 fordi jeg nok naivt troede, at det så ville blive leveret deromkring kl 17. Det gjorde det den første gang, men anden gang måtte jeg hive noget op af fryseren og være kreativ, fordi det først blev leveret kl 20.30. Ikke jordens undergang, men jo bare ikke lige noget jeg var forberedt på.😁

Det gjorde, at jeg dermed ændrede leverings tid til mellem 12-17.00. Det leveres mandag, og vi kan gå i krig med den første dag allerede mandag aften. Hvilket passer os super godt. Mandag er nemlig svømmeaften, og vi er først hjemme efter kl 18.30 ish.

Jeg synes, at det har været rigtig fine varianter af retter vi har fået, og det hele har smagt super fint. Noget af det har dog godt kunne godt bruge lidt flere krydderier i (efter vores smag), men det har været fedt at få leveret 3 forskellige retter (som jo dog skal laves osv), så man ikke har behøvet at stå nede i supermarkedet og tænker over hvad man skulle handle ind til. 

Det har også været super fedt, at jeg dermed kun har skulle handle ind til en ½ uges aftensmad. Det fungere ihvertfal lige pt, og man kan gå ind og vælge i mellem en del forskellige retter. Jeg er som sagt tilmeldt 3 dage, og de kommer op med deres bud på de 3 forskellige retter. Jeg kan så derefter, vælge nogle andre i stedet, hvis jeg ønsker det. 

Det har jeg benyttet mig af, for vi er ikke fan af snitzler, samt vi er heller ikke interessert i kun at få 3 gange kylling.

Eneste minus indtil videre har været, at der nu 2 gange har mangle ingredienser til nogle af retterne. Den første gang manglede der gulerødder og ananas. Gulerødder har jeg selv i køleskabet, men ananas er ikke lige den slags frugt vi ligger inde med til hverdag. 

Her gang nr 3 de har leveret, har de manglet 2 peberfrugter. I princippet ikke fordi det er særlig meget, men det er mere det med, at man forventer at få leveret det præcise antal til at kunne lave retterne. Jeg forventer, at jeg ikke skal ligge inde med en masse i reserve i tilfælde af de ikke få alt med.
Så lige der er jeg ikke tilfreds. Jeg håber det blot har været et par gange som har været "ups'er", og at vi ikke støder på mange flere af dem.

Omvendt ved jeg også at dette koncept mht at få mad leveret, kun er noget vi kommer til at køre med i en hvis periode. Det kommer jo ikke til at være sådan her for evigt. På et tidspunkt bliver man træt af det - eller det forventer jeg at vi (nok mest mig som bliver træt af det) gør. Indtil videre fungere det og vi lader det køre noget tid endnu.




fredag den 25. september 2020

Fredags favoritter og planer for weekenden #5

 Havde et virtuelt møde igår på arbejdet (en ting som virkelig er blevet meget mere anvendt her i Covid-19 tiderne), hvor en kommenterede, at denne uge da virkelig var strøget af sted.

Normalt synes jeg det, men lige denne har nu føltes lang, og jeg må indrømme, at jeg er sååååå glad for at det er weekenden der banker på, og ikke en ny arbejdsuge. 😁

Vi skulle have ses med et vennepar lørdag aften, men de havde fået dobbelt booket sig selv, så nu er lørdag aften uden gæster. Hvilket passer mig så fint. Her i morgen lørdag tager vi et smut i skoven. Ned til shelteret hvor man også kan lave bål, hvilket vi alle elsker. 

Derudover tænker jeg, at vi kan så gå på rov efter kastanjer, flotte nedfaldne blade og andet sjovt til at bruge kreativt næste weekend. Søndag skal vi til fødselsdag og så er den weekend ellers gået. Jeg mangler også stadig at få plantet noget i de blomster kasser min mand har bygget. Jeg har fået købt jorden, og en del blomster. Så det skal jeg også nå i weekenden. Det skal bare være denne! Nu har det ventet alt for lang tid.

Dog hører jeg i vejrudsigten, at vejret for weekenden mere eller mindre kun byder på regn. Jeg har svømmehal og æbleplukning i baghånden mht hvad vi kan lave, hvis det skulle blive for dårligt vejr til at være i skoven. 

 

En favorit er hjemmelavede pizzaer, hvilket vi skal have i aften. Det glæder jeg mig til. Pizza og en god rødvin, familie hygge og en lille film. Det lyder som en super aften i mine ører. 




Det er lige før at min næste favorit passer til pizzaen.. for man kan vel drikke champagne til alt - eller? 😆

Vi var jo til konfirmation i sidste weekend, og sikke en skøn champagne vi fik. Den har jeg nu erhvervet mig 4 stk af som står i skabet. Man ved aldrig hvornår man får lyst til et glas champagne. 

Det er nu lidt skægt fordi for vel en 15 år siden kunne jeg ikke fordrage champagne, men jeg tror det er kommet med alderen og fornuften om, at det altså er en bedre varer når de er dyre, end når de er noget billigt sprøjt. Pris og kvalitet hænger sammen. 



Idag er regnen kommet efter ret så mange tørre dage. Det er nu hyggeligt med lidt regn engang i mellem, og vejret idag har gjort, at det er blevet mørkere tidligere end normalt. Det at tænde levende lys er også en af min ynglings ting. Så det kommr med under favoritterne.

Nej vi har det ikke tændt hver dag, og jo jeg ved godt at de sviner mht det sod der kommer fra dem, men vi kan nu alligevel godt lide at have dem tændt engang i mellem. I aften ved jeg da helt sikkert at vi skal have dem tændt. Jeg synes bare det skaber hygge, og som dansker elsker jeg hygge.. fint ord ik ? Hygge 😊


God weekend !!



mandag den 21. september 2020

Tilbageblik på ferien del 3

 Vores miderste uge var i en hytte på en campingplads jeg havde booket til os omkring Ebeltoft. Grunden til at jeg valgte en campingplads var af flere grunde. Denne havde en opvarmet pool (som jeg dog personligt ikke kom i, for det var simpelthen for røv koldt for mig i luften), den havde legeplads og hoppepude, og så kunne ungerne dermed finde nogen af lege med, når vi var hjemme på pladsen. Det bed mig dog lidt i røven, for naturligvis fandt de nogen at lege med, men det gjorde at de ret så meget spurgte til hvornår vi skulle "hjem til pladsen", sådan ca 5 min efter vi havde forladt den, og mindst 1000 gange mens vi var af sted på tur. 😆😒Netop fordi de meget hellere ville være på pladsen og lege i poolen med deres nyfundne legekammerater. 

Det blev da også til meget mere tid på pladsen for at de kunne lege, men vejret var ikke med os, og når man som forældre blot sidder på vandkanten og holde øje med ingen kommer til skade i en ret så kølig vind, ja så orker man det ikke alt for længe for så er man bare hammer gennemkold. Men det lykkes at fordele sol og måne mellem "af sted på tur" og "blive på pladsen". 

Vi havde en mindre nedsmeltning undervejs, men dagen efter var alt godt igen. Dog kunne jeg sagtens have pakket bilen og være kørt hjem dagen før, for det var gooooodt nok til at blive bims i kasketten over. Hurra for ferie, forskellige forventninger, forskellige intentioner og enormt mange indtryk og oplevelser. Det kan nogen gange give lidt udfordringer osv, men så må man lige snakke det igennem og lægge en evt ny plan som kan tilfredsestille alle (mere eller mindre).

Der er ingen tvivl om, at jeg havde set for mig at det havde været hammer godt vejr og vi alle kunne plaske rundt i poolen osv - næsten som at være udenlands (du ved med pool osv) når nu vi ikke kom af sted i år, men sådan skulle det ikke være for vejret viste sig fra den langt køligere side...



Til gengæld følte jeg, at vi fik udnyttet dagene og eftersom vi var på tur hver dag, så fik vi også set en del. Vi var f.eks i Randers Fjordcenter. Lille men fint. Der kunne man slibe sten, hvilket faktisk var det som vi brugte mest tid på. Vi kom en tur ned til vandet beklædt med waders, fiskenet og spande i håb om at fange lidt krabber eller små fisk. Dog blæste det ret så kraftigt lige denne dag, så vi kunne ikke komme så langt ud pga bølgerne. Men det var en sjov oplevelse at have waders på og ungerne var et stort smil hele vejen. Der var en masse andre ting vi prøvede der og tiden gik hurtigt. 

Eftersom vejret ikke var strandvejr, så skulle vi finde på andre ting at se og opleve. Vi var en tur forbi Kalø slotsruin. Det var faktisk et ret så velbesøgt sted, og det var endda sådan at man stod i kø for at komme op i det lille tårn, som stadig står der. Vildt nok. 

Vi var også ude og se 2 af de her trækæmper, for det viste sig faktisk at der var 2 i Mørke, som var en by lige ved siden af hvor vi var på camping. Naturligvis måtte vi ud og se dem, når nu vi havde set nogle af de andre på Sjælland.

En rigtig blæsevejrsdag var vi forbi Fregatten Jylland. Desværre var museet meget begrænset åbent pga covid-19, så personligt synes jeg det var en lidt tam oplevelse, men de havde så til gengæld fået lavet en form for skattejagt ombord på selve fregatten, så man kom lidt omkring og så en hel del mere end hvis man bare havde gjort det på egen hånd. Det opløftede heldigvis humøret, og gjorde at man ikke følte sig helt så snydt, når nu resten var mere eller mindre lukket ned pga corona.

Efter en tur på skibet, fik jeg en sådan lyst til en kop varm kaffe og et stykke kage. Vi forsøgte derfor at kører lidt rundt Ebeltoft by, og endte på en lille cafe nede på havnen. Lækker kage (billederne er derfra), men hold nu op jeg blev noget overrasket da jeg skulle betale. 

Du gætter aldrig hvad vi endte med at give for 4 x kage, 2 kopper kaffe (den ene sort, den anden en latte) og 2 dåse colaer... 487 kr.. 😲😲

Aldrig i min vildeste fantasi, havde jeg troet det blev så meget. Derudover proklamerede begge drenge at de absolut ikke kunne lide kagen, og sparefrans som jeg er, så endte vi voksne med at spise 2 stykker hver - det skulle jo ihvertfal ikke gå til spilde😆. Der var ingen tvivl om at det var lækre kager og med flot pynt, men det er godt sjældent at jeg giver 70 kr for et stykke kage. Eller lad mig sige det sådan - havde jeg vidste det, så havde jeg ikke købt det. Denne gang spurgte jeg ik om prisen, men bestilte bare og blev så godt overrasket da vi skulle betale. 

Så har man også prøvet det 😜
















Vi var også ude og prøve at kører på skinne cykler. Det er en form for cykel som er lavet til at køre på togskinner. Det larmer helt vildt, men sikke dog en smuk natur man kører igennem. Os voksne synes det var flot og en sjov ting. Ungerne synes det var møg kedeligt og ville meget hellere have været i poolen. Ak ak.. som man kan ramme forkert med at finde noget alle synes om.. haha.. 😄

Ugen fløj af sted og vi sluttede ugen af med at være en dag i Djurs sommerland. Vi er så heldige, at kende nogle som bor i Grenå, så vi kom og overnattede der et par nætter, og tog derfra til sommerlandet og en tur på stranden. Grenå strand er lækker. Lækkert sand og kilometer lang. Det endte nemlig med, at være en nogenlunde ok stranddag mht vejret, mens vi var der.

Sidste uge hjemme, bød på venner, en tur på bakken og så endte det hele jo med at sommer endelig sådan rigtig kom og vi var derfor 2-3 dage bare på stranden som eneste udflugtsmål. 

Dermed sluttede vi af med, at jeg følte at vi havde fået lidt af det hele. Perfekt ferie!!

Vi fik set en masse, havde en masse skønne oplevelser sammen, fik badet og bare slappet af på stranden og kom virkelig ned i gear. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig godt ville have været i Italien som ellers var planen, men ferien hjemme i DK blev nu alligevel helt perfekt !! 💗💗