Jeg kom lidt til at tænke på, hvad jeg skrev i et tidligere indlæg, omkring det med den indre stemme der siger " fåååårk du er blevet buttet hva".
Den lille indre stemme - skyldes den at jeg uundgåeligt sammenligner mig med andre ? Eller måske andres kommentarer ? Eller familiens kommentarer ? Medierne ? Eller måske noget helt helt andet ... ?
Idag er jeg frustreret. Over hvad ? Over min krop..
Jeg nyder (måske for meget ??) at være kørt mere eller mindre fuldt over på LCHF, for jeg synes det er fantastisk, at man vælger at skrue lidt op for fedtet (det sunde fedt) og lade sig blive mæt af det. Således at jeg faktisk uden problemer kan holde mig til 3 måltider pr dag. Mit blodsukker er blevet KLART bedre.
Jeg ville jo have troet det var helt ok / normalt som det var før, men jeg fik ofte en "krise tid" omkring kl 14. Ikke at jeg skulle æde mig igennem sukker ad libitum, men mere at omkring kl 14 kunne jeg sidde foran skærmen og sove med åbne øjne. SÅ meget krise havde jeg.
Nu føler jeg, at det kører mere stabilt. Jeg er ikke træt på samme måde og jeg er oftest heller ik sulten før end lige inden jeg alligevel skal spise. Min mave skriger ik efter mad osv.
MEN... hvad jeg selv ser i spejlet bryder jeg mig ikke om udviklingen af.
I løbet af sommeren synes jeg selv, at jeg endelig havde fået trimmet kroppen lidt mere ind og jeg kan se (når jeg sammenligner billeder), at der ER sket noget.
Jeg kan tilgengæld også nu se at der er sket noget - til den dårlige side - over de sidste 3 uger. Nej jeg er ikke gået 3 kg op i vægt og ej heller i cm, men jeg kan mærke at bh'en sidder anderledes og sgu ik på den gode måde.. yyyrrrk !!
Det kan tænkes at jeg er lidt frusteret over at jeg missede et par trænings pass i sidste uge. Istedet hjalp jeg en veninde som ringede
i sidste øjeblik og havde brug for min hjælp.
I princippet gjorde jeg så noget godt for en anden i stedet for mig selv, og det skal man jo ikk kimse ad.... vel ?
Dog ændre det ikke helt på min sindstilstand her til morgen. øv..
Men det er jo det med sindstilstande - man kan heldigvis påvirke dem selv og dermed ændre på hvordan man har det. Fantastisk ikke ?
Jeg har nu valgt, at jeg vil ændre fokus og komme tilbage på stien med positive og mere opløftende tanker. Ahhhh føles allerede MEGET bedre.
Tilbage til det der med hvor går grænsen og hvem definere hvad. Hvad mente jeg med denne overskrift?
Jo såmænd at hvor går grænsen for om man er tynd, tyk, buttet, sund/usund, grim osv ? Er det en grænse som er til at se? Til at føle på? Er det en som er realistisk?
Hvem definere denne grænse ? Dig ? Medierne ? Dine veninder ? De blogs du følger? Din kæreste ? Dine omgivelser ?
Nu ved jeg jo ikke hvad din holdning er til dette (kom endelig med den!), men jeg ville jo rigtig gerne sige "DIG" og ingen andre. Desværre er det jo ikke helt sådan i dagens danmark - er det vel?
Jeg tror nemlig at rigtig mange af os sætter vores grænse, tror det er vores egen men hvor det i virkeligheden er en grænse sat af stort set alle andre end dig selv.
Uhh... sikke en påstand at komme med - I know, men jeg vover skindet og påstår at alt for mange af os ikke har egne grænser, men i stedet grænser som er sat således at vi kommer til at være som de andre!
Dem du følger på de blogs du læser, eller instagram eller veninden som du træner med.
Personligt så konkurrere jeg største del af tiden med min veninde. Vi er bedste veninde, så vi bliver ikke uvenner over det, men vi bruger det nok i stedet til at motivere hinanden og klynke til hinanden, når vi går over den der usynlige streg for hvad vi tror er det bedste for os selv.
Ex jeg "kæmper" stadig med vægten (jeg har en rygrad som er lidt svag for jeg elsker at punke mig selv, men orker ik at gå ALL in og leve på en sten), og når jeg har dage som disse så er hun den første jeg skriver til.
En lille "hvor-er-det-synd-for-mig" besked med en god portion "jeg-skyder-snart-mig-selv" flettet ind i teksten.
Yep .. du kan da ikke tror at jeg kun elsker mig selv? ha ha ha.. jeg elsker mig selv, men for pokker hvor har jeg også dage hvor jeg synes det er mega synd for mig og hvor jeg er lige ved at give op. Desværre så lader jeg det styre lidt mine følelser for dagen.
Det er en skidt ting... For hvem har sagt at jeg får/har et dårligere liv bare fordi vægten ikke arter sig som jeg drømmer om?
Når jeg siger "kæmper", så er det fordi at jeg jo ikke er svært overvægtig, er pænt sund, rask osv men jeg ønsker at komme ned på en vægt som ligger 2 kg mindre end den nuværende.
Det er nok helt klart psykologisk at jeg gerne vil det, for det var den vægt jeg lå på fra da jeg var 19-29 år
(fra 30-31 lå jeg endnu længere nede i vægt men det skyldtes jeg gik fra min mand... det tager sjovt nok lidt på ens mentale tilstand :-), men det er jo ikke nødvendigvis den vægt som jeg bør ligge på nu.
Derudover (og det lyder som en undskyldning - I know) så er jeg klart stærkere nu end jeg var dengang.
Jeg kunne max lave 3 armbøjninger ex og jeg trænede aldrig vægttræning. Faktisk var ridning eneste motions form
(husk dog at det også indebærer en del brændte kcal for sådan en tur i stalden hvilket jeg var 5 gange om ugen OG det indeholder en del løft af tunge ting... men aldrig som nu).
Men hvor går grænsen for definationen af det ? Der er naturligvis den som lægerne / medierne har lavet omkring ex BMI osv, men jeg tænker mere på den mentale grænse.
Det er måske et lidt rodet indlæg (det beklager jeg - sådan kan det gå når man forsøger at komme ud med sine tanker.. he he), men jeg håber du alligevel kan læse dig til hvad jeg tænker og hvor jeg vil hen med alt dette.
Det er nu meget simpelt - jeg ønsker at gøre folk opmærksomme på (MIG SELV INKL!!!!) at mærke efter om den grænse man har sat for sig selv virkelig også er ens egen.
Dit hurtige svar vil være " ja naturligvis. Hallo.. så overfladisk er jeg ik" - hvilket er et helt ok svar, men jeg udfordre dig nu alligevel til lige at give det et par minutters eftertænksomhed mere. Det kunne være at hvis du skulle være 200% ærlig med dig selv så var dine mål og grænsen for hvornår du har nået dine mål måske ik kun baseret udfra dig selv, men MEGET påvirket af andres præstationer.
Hvad er din mening / holdning omkring dette ?
Fik du 100% samme udfald efter du tænkte dine mål igennem, eller havde jeg lidt ret i at de var temmelig påvirket af andre ?
Jeg gør det jo selv.. så jeg er ikke meget bedre vil jeg lige slå fast. Vi er kun mennesker, men jeg tror nu også på at vi bliver gladere mennesker hvis vi virkelig gør en indsats på at holde fokus 120% på os selv. Hvad vi kan opnå og hvad vi selv kan lide. Ikke så påvirket af hvor langt andre kommer eller hvad deres mål / drømme er.
Jo man må godt lade sig inspirere, men som med så meget andet.... Alt med måde :-)
Billedet er fra min lørdag ved hesten. Som du kan se ryger der lidt forbrændte kalorier i at "rende rundt" og snuse til heste. Det skal også lige tilføjes at min pulsur drillede mig helt vildt og der var lange perioder hvor den ik var tilkoblet da den ik kunne finde kontakt. Den kom og sagde "tjek heartrate transmission".
