Ih altså der er mange glæder ved at være gravid, men for pokker hvor der altså også bare er visse ting som er mindre heldige.
Eksempelvis de "kære" hormoner!!
Hold nu op hvor er det træls at stå og være ved at tude over at man ikke kan finde hakket lammekød i føtex - for hvem hulen gør det ? Mig åbenbart... hvor pokker kom det lige fra? Jeg skyder skylden på de kære hormoner og priser mig lykkelig for at jeg rent faktisk ik begav mig til at tude trods alt. Jeg formåede at knibe læberne sammen og kun ende med lidt fugtige øjne.
Aj men altså... det er jo rent til grin.. ha ha ha.
Jeg har gentagne gange set på diverse blogs, at folk har tilmeldt sig en kostvejleder med henblik på at få ændret deres kost således at de i bund og grund taber sig. Ofte er det ikke det som de siger de gør det for, men hvem prøver de at narre ? Os eller dem selv? Seneste jeg læste var en, som ikke er under fitness kategorien, men som er "almindelig blogger" (sikke et forfærdeligt ord for det er hun slet ik på nogen måde. Det lyder mega negativt og snobbet at skrive det sådan, men jeg ved faktisk desværre ik hvilken kategori hun går under.. sorry).
Nu vil jeg ikke nævne navne
(det får hverken hun eller jeg noget godt ud af og dette er heller ik en kritik af hende på nogen måde!!!!), men hun skriver at hun har valgt at tage kontakt til en kostvejleder - vores alle sammen efterhånden ret brugte Gitte Høj / Altid slank, fordi hun føler hun ikke er i balance med sin krop og har en del sygdomme bag sig samt at hun endnu ikke har smidt de graviditets kilo hun har fået pådraget sig
(hvilket jo er mega normalt at man får under en graviditet).
Hun vil så følge Gitte's kostplan fordi hun endnu ikke har tabt hendes graviditets kilo.
Hvad vil jeg med dette? Jo jeg synes bare at det er mega synd at man forventer af en selv og sin krop, at man efter kort tid har smidt alle kiloerne.
(vi taler ikke mange måneder) For det at have lavet depoter til babyen forsvinder jo ikke fra den ene dag til den anden og skal man (eller vil man) amme og for en længere periode, så er kroppen jo nød til at have noget at lave det af. Jeg bliver bare så trist når folk ikke har tiden / roen til sig selv og sin krop til at lade det ske når det sker.
Jeg skulle vist nødig tale.. I know.... men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke søde du, giv det nu lidt tid. Hvis vi taler 6 mdr til 1,5 år så kan jeg forstå det, men ikke efter så kort tid som det er.
Dog ved jeg jo også udemærket godt at jeg nok selv kommer til at pive når baby engang er født her. Fordi jeg jo også kommer til at forvente, at de der forpulede ekstra kg ligesom er forsvundet når nu engang baby er ude - men hallo.... som om !
(jeg har jo ligesom prøvet det før og VED at det ik er sådan.. men man kommer nok til det alligevel) Ens hjerne er sgu dum nogle gange. Eller er det ens følelser eller måske endda de forventninger vi sætter til os selv fordi vi endnu engang sammenligner os med andre.
Fuck hvor er det bare irriterende at det et eller andet sted er samme plade. Vi sammenligner os gang på gang. Mig selv inklusiv og det er jo efterhånden noget af det dummeste at gøre - det ved alle og enhver og alligevel bliver vi ved.
Nogle gange skulle vi altså ikke have lov til at gå rundt med en hjerne.. ha ha ha..
Et andet ex på hvor underlig en graviditets hjerne kan være, er endnu engang fra mig selv. Idag synes jeg selv, at jeg så ret så fin ud mht min tøj sammensætning
(tro mig - det kan altså være en udfordring at finde tøj som man føler man ser fix, smart og en lille bitte smule lækker ud i), men alligevel ramte det mig temmelig hårdt da en mandlig kollega får sagt "hold da op, den knap der
(i min cardigan som er knappet med en knap under brystet / over maven for at dele op og fremhæve maven) er max presset!!"
Jeg havde lyst til at pande ham en og måtte kort tid efter lige rejse mig fra min plads fordi jeg var lige ved at tude (endnu engang.. stop nu!!). Over sådan en latterlig dum kommentar, som garanteret var ment i sjov men som jeg desværre opfattede helt forkert - tal lige om at være "ustabil". Nøj hvor det irritere mig :(
En del kollegaer har kommenteret på at maven er blevet stor og ja det er den også. Lidt større end hvad jeg godt gad den var, men omvendt så er jeg faktisk rigtig glad for størrelsen, for den er endnu ikke for stor til at den genere på nogen måde og jeg synes faktisk selv at den sidder ret så flot på mig.
Men hvorfor er det så ikke at jeg bare kan lytte til de tanker jeg åbenbart kortvarigt har om mig selv.. nemlig at jeg er stolt over den, dens størrelse, at jeg selv synes jeg ser helt fin og ok ud som jeg gør pt, men at jeg istedet alligevel bliver stødt/ked ad det over andres kommentarer om hvor stor den er.
De mener det sikkert kun som det en konstatering, men jeg kommer til at lægge "ord" i deres kommentar - du ved som i "nøj hvor er du stor nu allerede - du ender jo med at blive gigantisk". Det er der jo rent faktisk ingen som har sagt, men det er nok bare det jeg frygter at de tænker. Et eller andet sted tænker jeg "og hvad så ? Op i røven med hvad de tænker.. det er jo deres f.. problem", men desværre er det ikke helt en tanke som varer ved eller bliver der særlig længe.. :(
Nå nok om det - der vil højst sandsynligt komme et par flere indlæg med tanker som disse.. De fylder i mit hovede. Jeg må ud med det.. og det bliver blandt andet her.. håber du stadig har lyst til at følge med :)
Source: fanpop.com
HA HA HA HA...Lige midt her i al hormon helvede kunne jeg nu rigtig godt tænke mig at jeg var lige som Homer... Peace out !
