Jeg er medlem af LCHF forrum (hvilket jeg til tider bruger) og har derinde været med i en tråd ang kræsenhed for børn.
Eller rettere sagt hvad gør man og hvornår definere man kræsenhed.
Mine ord er jo kun hvad jeg går ind for og hvad jeg synes, plus jeg ikke er hverken psykolog eller uddannet noget indenfor kost.
I stedet er jeg mor og dermed bestemmer jeg over mit eget barn. Jeg bestemmer ikke over hvad andres børn skal spise ligesom de heller ik bestemmer over mit.
Så sent som tirsdag denne uge stod der en artikel om børn ( i Berlingske) - forældre og spisevaner. Nemlig at man skal passe på ikke at få lagt en spiseforstyrrelse over på sit barn.
Hvad mener du med lagt over ? Jo vi er efterhånden mega fokuseret på hvad vi spiser, hvor meget, hvilken slags og om vi nu følger den ene eller anden kost og det kan meget hurtigt præge vores børn. I en negativ retning vel og mærke.
Der er jo ingen tvivl om at vi som voksne hurtigt lader os præge negativt af det vi læser & ser, men husk så lige på hvor meget vores børn går og opfanger hvad vi sender af negative tanker & handlinger derhjemme. Måske har du allerede bemærket hvor hurtigt et barn kan kopier dig eller det du siger og det gælder jo så også mad.
Min søn sagde forleden aften (uden at vide præcis hvad det indebar) at han også skulle tabe sig lidt... WHAT ???? vi vidste ikke helt hvad vi skulle stille op med den kommentar. Drengen er knap 6 år og på ingen måde overvægtig. Han er måske til tider lidt tynd i det (det er han nu heller ik, men der findes ikke mange "elastikker" på hans håndled), så vi sagde bare "nej nej søde ven, Du har på ingen måde brug for at tabe dig".
Vi ville helst ikke gå for meget i dybden med det, da jeg er temmelig sikker på at han ikke ved meningen bag det han sagde. Jeg synes på ingen måde jeg går og siger derhjemme (så han kan høre det) at jeg skal tabe mig, men jo det kan jo være opfanget andre steder i hans hverdag.
Min kæreste kan finde på at sige det og så stå og hive ud i maveskindet, så jeg er nok lige nød til at påpege det for ham.. at man lige skal passe på med hvad man siger. Min kæreste er heller ik tyk - det er ingen af os, men vi dyrker også (altså jeg på normalvis.. .ikke pt under graviditeten) en del sport allesammen. Derudover spiser vi fornuftigt, men jo vi spiser også slik, kage, is og andre mere "usunde" ting. Det synes jeg der skal være plads til.
Når nu jeg så mener, at min søn ikke ved hvad det indebærer sådan en kommentar, er det på baggrund af at han aldrig har sagt det før, og han spørger lystigt efter både is, slik og kager uden at tænke at det kunne have en negativ indflydelse på ens vægt. Men igen - hallo han er 5 år.
I artiklen fortalte de om (mest piger) ned til 8-9 års alderen som taler om hvor meget de skal løbe til gymnastik for at kunne tillade sig at spise det stykke kage som bliver delt ud i klassens time (What ????). Hvad f.. sker der for vores samfund ? Jeg får det så skidt ved tanken om at små piger allerede ned til 8 år (nogle måske endnu yngre) begynder at begrænse dem selv i hvad de spiser og hvorfor.
De er BØRN... de skal have lov til at fungere som børn og sgu ikke som mini voksne. De bør på ingen måde gå rundt og have de tanker.
Vi som forældre og voksne generelt, bør tænke over hvad vi siger i nærvær med børn. Spis din is og stop så med at kommentere på, om hvor fed du synes du bliver ved at spise denne is. Tænk tankerne hvis det virkelig er sådan du føler dig, men gør dig selv og dit barn den tjeneste i det mindste at holde din mund omkring det og bare NYDE isen mens den spises.
Børn får fedt forskrækkelse og jo selvom om fedt kan fede, så er du som menneske NØD til at få fedt for at eksistrere. Din hjerne har ex brug for fedt...
Det hele handler endnu engang om hvordan det hele fordeles på vægtskålen.
Jeg synes det er så trist at trenden går den vej. Ikke nok med at vi som voksne kæmper mod mediaernes eskponering af tynde kroppe, sund mad og diverse kost variationer, men nu bekymres vores børn også.
Vi er nød til at tage et ansvar - både for os selv OG for vores børn. Nej måske har du ikke børn, men angiveligt skal du have nogle på et tidspunkt eller har veninder som har børn og belive me - du vil ikke ønske at dit barn havner i disse situationer med begyndende spiseforstyrrelser.
Det at vi som voksne er blevet så besatte af at spise sundt og vi endda går så langt at tage vores egen "sund mad med" til sammenkomster smitter altså af på vores omgivelser. Du dør ikke af at spise et måltid i ny og næ som du ik selv har tilberedt, så drop for engangs skyld at tage dit eget med. Er det hos dine venner og du ex lider af gluten allergi, så er jeg sikker på at de tager hensyn til dette i deres valg af aftens meny - helt uden at du behøver at bekymre dig om det.
Det er nu endnu engang det med at et usundt måltid ikke gør dig fed, ligesom et sundt måltid ikke gør dig tynd !!
Source : pinterest.com
Tilbage til det i starten mht kræsenhed og børn. Jeg var med i en debat (eller det er mere nogle indlæg som er kommet i LCHF forummet) omkring børns kræsenhed.
Personligt tænker jeg ikke på mit barn som kræsen, men hvor går definitionen på kræsen?
Mit barn kan ikke lide ketchup, dressinger, sovser eller endda en del kødvarianter. Heller ikke alle grøntsager, til gengæld kan han lide fisk, kylling, frikadeller, pølser, peberfrugt, agurk, broccoli, gulerødder, pastinakker, alverdens forskellige frugt varianter og en del andre ting. (listen bliver nok for lang hvis jeg skal remse alt op han kan lide).
Min point er bare, at spørger du nogle, vil de mene at han er kræsen fordi han ikke kan lide nogle former for kød, brun sovs eller ex lasagne (lasagne kan han spise nogle gange, men ofter siger han at han ik kan lide det - pga der er tomat i ... og nej tomat spiser han ik).
Jeg vil ikke mene han er det og jeg har efterhånden fået alverdens eksempler - både via artikler og tv udsendelser - på at man skal lade sine børn spise hvad de nu engang spiser.
Begynder du at lave restriktioner på det eller gør det til en kamp at få barnet til at spise sine grøntsager, ja så gør du hverken dig eller dit barn en tjeneste.
Nogle udvikler (igen) endda spiseforstyrrelse på baggrund af de kampe der opstår ved madbordet derhjemme.
Så det er ikke nok kun at tænke på hvad du formidler videre i din daglige færden, hvad du servere men også hvad du siger.
Jeg så en udsendelse (engelsk) omkring familier som var ved at gå ud af deres gode skind fordi deres børn kun levede af yogurt, chokolade eller endda modermælkserstatning (i en alder af 10 år), men pointen med hele udsendelsen var, at jo mere forældrene pressede på med at de skulle spise andet - jo mere i hårdknude gik det.
Efter at have sluppet fokus og kampene ved bordet udviklede det sig til at børnene med tiden ik kun spiste de "sære ting", men i stedet begyndte at interesse sig for hvad de voksne fik og dermed fik lagt deres spisevaner om.
Det hele handlede om hvad man gør det til. Hvis man fokusere og gør det til et problem jamen så bliver det også et problem. Hvordan kan det andet ?
Er dit barn overvægtigt, ja så er løsningen nok at ændre på spisevanerne men jeg er sikker på at det ikke kun skyldes hvad der spises. Derudover vil bedste løsning være at tage ændringer i små etapper og ikke fra den ene måned til den anden at lægge stilen helt om.
Vi som voksne kan ik engang klare at skulle lægge stilen helt om uden at køre surt i det - hvordan forventer vi så at vores børn kan?
Hvis du ikke kan - hvordan skal dine børn kunne? Tror du at dine børn er meget anderledes dig ? Dig som endda har så meget mere livserfaring end dem... tænk igen!
Dette emne er jo desværre ikke et man bare lige laver om på fra den ene dag til den anden hvilket også gør det så pokkers svært, men ligesom med alt andet i livet så lærer vi sålænge vi lever og jo du kan blive bedre. Det handler bare om at blive opmærksom på det, have lysten til at ændre på det og så gøre det.. MEN.. med en blød overgang.
Personligt vil jeg tænke meget mere over hvad jeg får sagt derhjemme for jeg ville da nødig være skyld i at mit barn får en helt forkert holdning til sin krop !!!
