fredag den 2. maj 2014

Uge 29 - What I wear...

I de her dage hvor det har været en hel del varmere, har jeg måtte sande at jeg har begrænset udvalg af tøj. Før havde jeg jo heller ik fuldt på "alle hylder", men nu synes jeg det er skrumpet en del ind.
Da vi var på ferie var det jo noget andet for det var en uges tid OG man var faktisk stort set kun i bikini det meste af tiden.
Nu kan jeg jo ikke lige valse ind på kontoret iført en bikini.. .ha ha ha ha...

Jeg har haft glædet mig over at det var om sommeren jeg havde termin. Det synes jeg stadig er en dejlig ting, for det er skønt at kunne holde børnefødselsdage på (forhåbentlig) solskins dage, fremfor på en våd november dag.
Personligt har jeg jo selv fødselsdag i december og jeg ønsker for ingen, at de har fødselsdag samme måned.
I stort set hele mit liv har jeg oplevet, at folk ikke har kunne komme fordi de var tvangsindlagt til diverse julefrokoster.

Det betyder faktisk også, at hvis jeg holder ½ rund fødselsdag når jeg bliver 35 år så bliver det ikke på selve dagen, men om sommeren (enten før eller efter) - samme hvis jeg holder min 40 års fødselsdag. Man kunne jo fristes til at sige at det "bliver da ellers billigt hvis ingen kan i december", men ærligt så er det altså sjovere rent faktisk at HAVE gæster end ikke. 

Nu når vejret ændre sig, kan jeg godt tænke at det er pænt varmt at have sådan en ekstra lille varmedunk placeret der foran, men jeg ville bytte det for en sommer/forår uden baby!!

Jeg har fået kommentaren "sig mig - har du slugt en fodbold/badebold"... ha ha.. tja jeg kan jo godt se hvorfor de siger det :)


Derudover føler jeg mig stadig super godt tilpas. Har endnu ikke fået vildt meget væske i kroppen (det kan nåes endnu når vejret bliver varmere), og jeg har ikk haft halsbrand udover de 2 dage i sidste uge. Jeg fik heller ik købt noget imod det for tænkte at jeg lige ville se tiden an. I dette tilfælde klogt.
Jeg har stadig dage hvor det føles som om maven vokser... altså at maveskindet strammes en del. Nogle dage mere ubehageligt end andre.

Mht friskhed.. faktisk forholdsvis frisk. Jeg føler mig endnu ikke mega chikaneret af maven. Jo altså når jeg sover og generelt ellers bare gerne vil ligge på ryggen, men i sidste graviditet kan jeg huske at jeg til sidst gerne ville ligesom svinge den om på ryggen så den sad der i stedet - nærmest som en rygsæk. Det har jeg ikke haft noget af denne gang.
Jo det er da tungt at gå op af trapper og pulsen ryger mega hurtigt i vejret, men derudover synes jeg ik det er så slemt.

Man må sige at jeg klart nyde den mere. Faktisk lå jeg forleden aften og spekulerede på om jeg ikke ville savne den daglige rumlen derinde. Forhåbentlig tænker man ikke over det når nu man sidder med det lille vidunder i armene, men pt er det ændret til at være en rar fornemmelse at bebs ligger derinde og ruller rundt - gør sig bemærket og ligesom fortæller at der er liv.
Det føles stadig mærkeligt, men samtidig også ret så hyggeligt.

Baby bør veje omkring 1.250 gr (hmm nogle steder står der 1250 gr men som i starten og 1.400 gr i slutningen af ugen, så ved det ik præcist) og man kan føle et pres mod mellemgulvet (hmm... det synes jeg ik jeg som sådan har - kun når jeg går ned af trapper kan jeg føle det tynger lidt nedad) samt at halsbrand ik er unormalt på dette stadie.
Der er en masse ting som sker med den lille mht hvad de kan, hvor langt de er i deres udvikling osv. Jeg har ikke tænkt mig at remse dem alle op.

Næste uge skal jeg til jordemoderen. Jeg har tænkt mig lige at vende med hende om jeg er blevet for stor (vægtmæssigt) da jeg kan se at jeg ligger i den "høje" ende... eller hvad er den høje ende? Altså man siger gerne at normal vægtige tager mellem 10-15 kg på - jeg kan så allerede nu sige at jeg ryger over de 15 kg såfremt jeg går al tiden ud. Jeg er ikke på 15 kg endnu, men der er altså også hele 2 mdr til (faktisk er der jo 11 uger til termin) og det er i den sidste måned, at man gerne siger at man tager helt vildt på da baby jo vokser sig stor. uhh.. ja ja det må bare trænes af igen senere.

Jeg var ude og fik shoppet 2 par sommerbukser igår aahhh... de er ikke til gravide maver, men den kan være i dem så det synes jeg er en fed tanke - nemlig at det er nogle bukser som kan bruges bagefter også uden at være med det her berømte graviditet stykke som sidder over maven. Måske kender du til de bukser - måske gør du ik, men lad mig bare sige at som ikke gravid så ønsker du ikke at gå i dem. Plus det også ser mærkeligt ud hvis din mave jo ikke indeholder en baby.

Idag er det fredag, jeg har sovet super skidt. Drømt en masse og bare haft det kamp varmt i nat. Det skal nok blive underholdende når nætterne inden baby er ankommet er blevet nogle grader varmere.. piv hvor jeg kommer til at svede. Til gengæld er jeg glad for at det er fredag og dermed weekend i morgen. Vi har ingen aftaler i aften andet end lidt kæreste hygge.... Bliver SÅ dejligt.

Håber du får en skøn fredag - skal du ud så drik lige en tår for mig :-)

Ingen kommentarer: